C-niveau
I billedkunst arbejder vi med, hvordan kunst og arkitektur udformes, analyseres og fortolkes.
Formålet er at få forståelse for billeder og rum - både teoretisk og praktisk.
Vi lærer at analysere billeder ved hjælp af forskellige analysemetoder. Vi arbejder med forskellige kunsthistoriske perioder og bliver dermed i stand til at kende dem fra hinanden.
Samtale om kunst er en vigtig del af faget. Vi snakker om personlig kunstoplevelse, hvorfor man synes, at et billede er grimt – sjovt – ulækkert – flot, og hvordan en analyse af et billede kan give en mere nuanceret opfattelse.
Faget er både teoretisk og praktisk, så når vi arbejder indenfor et emne, vil der både være teoretiske og praktiske opgaver.
Eksempler på forløb:
Arkitektur: Teoretisk beskæftiger vi os med bygningsværker fra oldtid til nutid. I nutiden fokuserer vi især på dekonstruktivisme. Inden for det praktiske arbejde prøver vi at arbejde efter dekonstruktivistiske principper.
Landskabsmaleri: Landskabsmalerier fra forskellige kunsthistoriske perioder analyseres og fortolkes. De forskellige stilarter afprøves i praksis.
Byrum: Først analyseres nogle kendte byrum/pladser, så vi får redskaber til at vurdere/analysere, hvorfor nogle pladser trækker mange mennesker til, mens andre nærmest ligger øde hen.
It indgår også i billedkunst, og det er især PhotoShop, vi arbejder med i forskellige former for billedbehandling.


