Ofte stillede spørgsmål (FAQ)

     

    Kan jeg klare en gymnasieuddannelse på Paderup Gymnasium?

    Er du i tvivl, om du er egnet til gymnasiet, skal du tale med din UU-vejleder og dine lærere i grundskolen. Det er dem, der vurderer, om du er uddannelsesparat til gymnasiet.
    Du skal være glad for de boglige fag og have lyst til at blive dygtigere inden for både sprog, naturvidenskab, samfundsfag, kreative fag og almene fag som dansk og historie. Du skal kunne lide at gå i skole og være indstillet på at lave mange lektier.
    Du skal også være klar til at tage ansvar for din egen skolegang og være villig til at deltage i mange forskellige arbejdsformer i klassen. Læs mere her om vores forventninger til dig som gymnasieelev.


    Hvilke studieretninger kan jeg vælge på Paderup Gymnasium?

    På Paderup Gymnasium tilbyder vi 12 forskellige studieretninger. De ligger allesammen inden for de fire områder: Sprog, naturvidenskab, samfundsvidenskab og kunstneriske fag. Her kan du se den samlede oversigt over vores studieretninger: Studieretninger

     

    Hvordan aflæser jeg skemaerne over studieretninger?

    Skemaerne over studieretninger aflæses på følgende måde: De grå fag er obligatoriske på alle studieretninger. De blå fag er studieretningsfagene, og de lilla er valgfag. Du skal vælge et fremmedsprog ud over engelsk, og her tilbyder vi tysk, spansk og fransk som valgmuligheder. I 1.g skal du vælge et af de fire kunstneriske fag billedkunst, musik, mediefag eller drama.

     

    Hvordan beslutter jeg mig for en studieretning?

    Først og fremmest skal du vælge efter interesse. Hvilke fag er du god til? Hvilke fag kan du bedst lide? Hvis du allerede har en idé om, hvad du skal være efter gymnasiet, skal du undersøge, hvilke fag og niveauer der kræves for at komme ind på den uddannelse, du ønsker dig. Det kan du undersøge på www.ug.dk. Gå til www.ug.dk.


    Hvilke uddannelser giver de enkelte studieretninger adgang til?

    www.adgangskortet.dk kan du indtaste de gymnasiefag, du vælger, og se, hvilke uddannelser din studentereksamen vil give adgang til. Her på  hjemmesiden har du under omtalen af hver studieretning direkte adgang til at se Adgangskortets resultater for studieretningen.


    Hvilke valg skal jeg træffe, når jeg søger ind på Paderup Gymnasium?

    Når du søger ind på gymnasiet, skal du vælge to ting:

    1. Et fremmedsprog ud over engelsk. Hos os kan du vælge mellem tysk, spansk og fransk. Læs om fagene under valgfag.
       
    2. Et kunstnerisk fag, som du har i 1.g. Du kan vælge mellem musik, billedkunst, mediefag og drama. Læs om fagene under valgfag.


    Hvilke forskelle er der mellem Paderup Gymnasium og Randers Statsskole?

    Det spørgsmål får vi tit, og svaret er: ”Tag på besøg begge steder”. Byens to gymnasier tilbyder den samme uddannelse (STX), så vi kan ikke nævne væsentlige forskelle mellem os i det faglige. Der kan dog være forskel på, hvordan vi har kombineret fagene i vores studieretninger, så søger du en bestemt studieretning, kan det betale sig at kigge efter på begge gymnasier. Ellers består forskellene i skolernes traditioner, lokalerne og de daglige rutiner  - alle de ting, som man kan kalde ”stemningen” på skolen. Og den kan du kun selv fornemme. Så kom og besøg os til brobygning og Åbent hus, og dan din egen mening om, hvor du passer bedst ind. Læs her om ”stemningen” på skolen og om vores traditioner.

     

    Kontakt gymnasiet

    Har du spørgsmål, er du altid velkommen til at kontakte os.

      86 41 66 77

      pg@paderup-gym.dk

    Hent vores brochure